outdoorstrategi og en turistmagnet
MTB Center i Stoholm
MTB sporten eksploderer i disse år med en vækst på 15-20 % årligt. Det vil Stoholm have del i. MTB Centret er derfor en af elementerne i Visit Stoholm, udviklingsprojekt for Stoholm med Turisme som løftestang.
MTB Centret forventes at kunne trække flere turister til Stoholms Fritids – og Kulturcenter til gavn for detailhandlen og turistvirksomhederne i området i øvrigt. Et MTB Center er tænkt som et led i udvikling af en outdoorstrategi for fysisk aktivitet for Stoholm Fritids- og Kulturcenter.
Et stort og veludstyret MTB center kan etableres i Stoholm for relativ få midler. Mange af de nødvendige faciliteterne til et MTB Center er der allerede i form af Stoholm Fritids- og Kulturcenter med cafeteria, omklædning, badefaciliteter. Stoholm Vandrerhjem med mere end 100 senge er lige ved MTB Centret. På stedet er der en lang række udendørs og indendørs aktivitetsmuligheder, som kan være en god afveksling fra MTB-udøvelse.
Der forventes en investering på 600-700.000 kr. Finansiering er bevilliget fra Friluftsrådet, Lokale- og Anlægsfonden, Viborg Kommune, SparVest og Spar Nord. MTB centret bliver etableret i 2018-19. Det vil omfatte ca. 3 km spor i kuperet læhegn rundt om Stoholm Vandrerhjem og Fritids- og kulturcentret. Der etableres desuden en teknikbane, en servicestation for MTB og muligheder for at låse de ofte kostbare cykler inde.
Der er en arbejdsgruppe med Stoholm Fritids- og Kulturcenter/Vandrerhjemmet, Stoholm skole, Fjends Motionscykelklub, butikken Stoholm Cykler, MTB-eksperter fra TrailArena og lokale MTB-entusiaster.
Udover de tre km MTB spor er det tanken, at der skal markeres 50-60 km MTB ruter ud i landskabet på eksisterende vej og stier omkring Stoholm i Flagermusenes Land (se video om Flagermusenes Land). Det tilstræbes, at ruterne kommer forbi områdets smukke naturområder, turistseværdigheder og kroer.