Frivillige bypedeller hjælper med at holde Stoholm pæn



I 2018 var der 14 frivillige ikke honorerede bypedeller i Stoholm. Tovholderen for bypedellerne regner med en fordobling inden længe.


Bypedellerne rekrutteres blandt 240 pensionister, der dyrker sport sammen i foreningen Sport på Tværs hver torsdag. Bypedellerne er udtryk for det fællesskab og sammenhold, der er vokset frem i Stoholm i de senere år.


Virkningen af bypedellerne forventes på sigt at blive, at byen vil fremstå mere ren og indbydende, både for lokale og for turister.


Ved et borgermøde i Stoholm blev der nedsat grupper af frivillige til at styrke udviklingen og samarbejdet i byen bl.a. bypedeller. Frivillige fra folkekroen Ørsted Kro holdt oplæg på mødet og gav inspiration til den frivillige indsats.


Foreninger og andre grupper kan tilkalde bypedellerne til at hjælpe med opgaver. Bypedellerne er selvorganiserede og koordinerer med Viborg Kommunes indsats for at holde byen pæn. Bypedellerne tager over der, hvor kommunen slipper. Viborg kommune har bevilliget et mindre beløb til indkøb af udstyr.


Bypedellerne mødes over kaffe og brød og udfører praktisk arbejde i fællesskab i Stoholm, så byen har et velholdt ansigt udadtil. De arbejder bl.a. med renholdelse af skilte ved indfaldsveje, blomsterkurve i midtbyen, flaghejsning, ukrudtslugning og fejning m.v. Der er især meget fokus på at holde orden i de af byens rekreative arealer, som er blevet nyrenoveret i forbindelse med områdefornyelsen i 2017-19.


Ud over bypedellerne er der også Stoholms Venner med 60 deltagere, som tager sig af andre typer praktiske opgaver som f.eks. barpasning ved byfesten.